tirsdag den 28. marts 2017

Gør du rent?

Hvad laver du? Spørger min veninde på en sms.
Jeg støvsuger.
Har du da tabt noget?
Nej, jeg gør rent.
Har du ikke rengøringshjælp? Sørger hun efterfulgt af en masse grinende emojis.
Nej, det har jeg desværre ikke.

Min første rengøringsdame skælder ud over de gamle, løse tæpper vi har liggende på gulvet, alt det nips der fylder vindueskarmene op, de hundrede- eller nærmere tusindevis af støvede bøger i reolerne, og billeder på væggen der hænger skævt, når hun støver af. Der går en rum tid med hende, men så får hun udbetalt en pension og rejser til væk. 
De næste to er søstre, og de har meget at tale om. I løbet af de timer de er hos os, når de at ryge en hel pakke smøger på terrassen og drikke to termokander kaffe. De når også at spraye kunstigt lavendelvand på samtlige tekstiler og sige, at jeg må lære min mand at rydde op på sit kontor. Efter et par år, får de nok af os.
Vi leder længe efter nogen, der kan hjælpe os, men det lykkedes ikke, så vi har ikke haft rengøringshjælp i mange år. 
Nu er det, min husbond og jeg der gør rent. Det er helt fast. Hver torsdag fra klokken 7.45-10.15 får hele huset en tur. Det er delt op. Min mand tager badeværelser og køkken, og jeg tager soveværelse, gangområder og stuer. Børnene tager deres egne værelser –på et andet tidspunkt. 
Det fungerer perfekt, og så får jeg også sorteret ud i de gamle tæpper, nipset i vindueskarmen, bøger og malerier, og min mand får ryddet op på sit kontor. 

Kyllingeretten i dag er lavet i en enkelt gryde, så der ikke er for meget der sviner i køkkenet den dag, der er så skinnende skønt og rent. 

Retten er en slags suppe med masser af fyld, så man skal både bruge ske, kniv og gaffel.

Kylling med artiskokker og mozzarella
1 hel kylling
1 løg
2 fed hvidløg
olie til stegning
2 spsk mørk balcamicoeddike
1 dåse hakkede, flåede tomater
½ l vand
1 lille chili
2 tsk sukker
Salt, peber
1 tsk oregano
1 tsk timian
2 dåser hvide bønner 500 g drænet vægt
200 g artiskokhjerter
1 stor kugle mozzarella
Friske krydderurter og røde peberkorn til pynt

Skær kyllingen i mindre stykker. Pil og hak løg og hvidløg. Sauter løgene i olie. Læg kyllingestykkerne i gryden og brun dem. Hæld eddike over og lad det bruse op. Hæld flåede tomater, vand, chili, sukker oregano, timian over og krydr med salt og peber. Kog op og skru ned. Lad det simre i 35 minutter. Hæld drænede bønner og artiskokhjerter i og varm igennem. Skær mozzarella i skiver og læg det på retten. Pynt med friske krydderurter og røde peberkorn og spis straks.

 Tekst og opskrift har været bragt i Kristelig Dagblad

Ingen kommentarer:

Send en kommentar