onsdag den 14. maj 2014

Bornholms Mosteri – her kan alle tåle mosten


 


Morten og Bertil startede i 2006 Bornholms Mosteri som en del af et aktiveringsprojekt for folk med særlige behov. Dengang producerede de 15.000 flasker most, cider og saft om året. Nu producerer de 15.000 flasker om ugen og eksporterer til hele verden. Mosteriet er siden flyttet til større lokaler og ligger nu i den gamle fiskefabrik i Rønne.

Fiskelugten sidder stadig i bygningen, så der dufter ikke just af frugt og bær i den store hal, hvor presning, pasteurisering og påfyldningen foregår. Det er en ”rummelig” arbejdsplads, fortæller Lisa Hounisen der viser os rundt. Der er ca 20 faste medarbejderne, og en del af dem er på førtidspension og i aktivering. ”Vi er aldrig helt klar over, hvor mange vi er til at klare dagens opgaver” siger Lisa Hounisen og fortsætter ”men vi går aldrig ned på arbejdskraft, der er altid nogen, der har tid og lyst til at komme”.
Lisbeth Haakonsen arbejder ved etiketteringsmaskinen denne torsdag. Flaskerne bliver rystet, inden de bliver pakket i små brune papkasser. "Hvis der er for meget bundfald i flaskerne, bliver de åbnet igen, filtreret og hældt på flaske igen” fortæller Lisbet Haakonsen. Der er ikke noget der går til spilde. Lisbet har arbejdet på mosteriet i et halvt år, som en del af et aktiveringsprojekt og er meget tilfreds med sin stilling.

"Når Bertil er ude hos køberne, de har smagt vores most og er 90 % sikre på, at de skal købe produkterne, så fortæller han om vores virksomhedspolitik og rummelige arbejdsplads. Herefter er der ingen tvivl hos køberne, så vil de så gerne købe mosten” fortæller Lisa Hounisen. Og det er der ikke noget at sige til. Smag rabarbermosten eller en af de mange æblevariationer – så er du også solgt.

TIP: du kan købe Bornholm Mosteris produkter på Bornholm og i restauranter og cafeer i resten af landet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar