fredag den 16. september 2011

Ny regering, ny mad?

Jeg tvinger næsten dagligt min familie til at prøve noget nyt og de kæmper med mine eksperimenter. Indimellem kommer der dog nye favoritter til som for eksempel perlebygsalat og græskarsuppe. Men oftest tigger og beder de om at få kødsovs, pizza og kødboller i forskellige variationer.

Kødboller med grøntsager
Lav to- eller tredobbelt portion kødboller og frys dem ned, efter de er kogt. Kødbollerne kan også bruges i klar suppe, til boller i selleri eller som tilbehør til suppe.
Lad dig ikke afskrække af alle ingredienserne, de går igen i både fars og sovs.

1 løg
1 squash
2 gulerødder
400 g hakket kalv og flæsk
1 æg
2 spsk mel
1 spsk karry
1 tsk stødte koriander
Salt og peber
Mælk

Pil og hak løget. Riv squash og gulerod. Rør kød, æg, grøntsager, mel og krydderier sammen. Der skal krydres rigtig meget med salt og peber. Hvis farsen er for lind, røres mere mel i hvis den er for fast kan man spæde op med mælk. Bring en gryde saltet vand i kog. Form farsen til kødboller med en ske og sænk dem ned i det kogende vand. Når bollerne kommer op til overfladen, er de færdige. Læg de færdigkogte boller på et fad og gentag til der ikke er mere fars.

3 gulerødder
1 squash
½ selleri
Fedtstof til stegning
1 spsk karry
1 tsk stødte koriander
2 spsk mel
Ca. 300 ml kogevand fra kødbollerne
50 ml fløde
Karry, salt og peber
Pynt med friske koriander
Tilbehør ris

Rengør gulerødder, squash og selleri og skær dem i små mundrette terninger. Varm fedtstoffet op i en gryde og vend grøntsager, karry og ingefær rundt et par minutter. Drys mel over og vend grøntsagerne rundt. Hæld kogevand over grøntsagerne, lidt ad gangen og lad det koge igennem. Hæld fløde i og smag til med karry, salt og peber. Hæld kødbollerne i og varm dem. Server kogte ris til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar